SØSTRENE GRENE
åbnet med helt nyt koncept

Butikken i METROPOL ShoppingCenter er den første i Danmark
til at præsentere ny indretning og farver

Søstrene Grene i METROPOL ShoppingCenter er flyttet. Fysisk bare 10 meter, hvor tidligere BR Legetøj lå. Men butikken er ikke kun blevet næsten 80 kvm større, den er også som den første i Danmark
indrettet efter Søstrene Grenes helt nye butikskoncept.
– Konceptet er så nyt, at det kun findes i Søstrene Grene i Berlin og så i vores butik i METROPOL ShoppingCenter, smiler Flemming Jensen, der foruden Søstrene Grene i Hjørring også driver kædens butik i Frederikshavn.

Sense
– Modsat mange andre butiksindehavere har jeg ikke gået og kedet mig, mens Danmark har været lukket ned. Jeg har haft travlt med dels at flytte den gamle butik og dels at indrette efter det nye koncept, som har fået navnet Sense.
– Mange af Søstrene Grenes butikker, og vores i METROPOL ShoppingCenter i særdeleshed, har været kendetegnet ved rigtig mange varer og smalle gange. Sense er naturligvis ikke udviklet på grund af corona, men helt i tidens ånd har vi fået væsentlig bedre plads i butikken. Gangarealerne er blevet udvidet, blandt andet fordi vi har fået færre varer på hylderne. Sortimentet er det samme, men i stedet for at have et meget bredt og dybt udvalg af et produkt har vi nu meget færre valgmuligheder, så på den måde kan vi præsentere produkterne meget bedre og flottere og samtidig give kunderne en væsentlig mere rolig og rar shopping-
oplevelse, påpeger Flemming Jensen.
– Samtidig har vi fået helt nye farver på væggene, således at kunderne oplever at besøge en lys butik, men gradvist bliver væggene en smule mørkere, jo længere de kommer ind i butikken.

Møbelafdeling
Da Søstrene Grene for et par år siden udvidede sortimentet med møbler, fik butikken i METROPOL ShoppingCenter en positiv udfordring. Den tidligere butik var nemlig knap stor nok til at vise kædens møbelsortiment.
– Det er nu gået rigtig godt med at sælge møbler. Kunderne har været meget glade for de mange spændende muligheder, og i vores nye butik har vi indrettet en hel afdeling med møbler, så her får produkterne den opmærksomhed, de fortjener, siger Flemming Jensen, der med flytningen har fået et længe næret ønske opfyldt.

Større butik
– Vi har for så vidt altid ønsket os en endnu større butik, og vi har da overvejet forskellige muligheder. En overgang faktisk også at flytte ud af centret til en anden placering i Hjørring, men vi er jo rigtig glade for at være en del af METROPOL ShoppingCenter, som har udviklet sig til at være byens midtpunkt, så da vi fik muligheden for at flytte ind i den gamle legetøjsbutik, var vi slet ikke i tvivl om, at det skulle vi. Det nye koncept betyder, at vi alligevel skulle bygge om, og så kunne vi lige så godt tage springet nu til at flytte, bygge om og få erfaringerne med det samme. Dem kan vi så bruge, når og hvis butikken i Frederikshavn også skal drives efter det nye koncept, fastslår Flemming Jensen og tilføjer:
– Selv om mangt og meget er blevet anderledes, så rokker vi hos Søstrene Grene ikke ved vores kendte prispolitik. Her kan kunderne stadig finde eksempelvis et viskelæder til 98 øre, smiler han.