Nyt fokus på brødet i Kvickly

BrødCooperativet hedder det nye koncept, som Kvickly i METROPOL ShoppingCenter er en del af.

Brød er ikke, hvad brød har været. Det hvide franskbrød med birkes på toppen har fået alvorlig konkurrence af mange nye og andre brødtyper. Sundhed er blevet en af overskrifterne for moderne brød, og derfor har COOP nu taget konsekvensen ved at sætte nyt fokus på brødet. BrødCooperativet hedder det nye koncept, som Kvickly i METROPOL ShoppingCenter er en del af.
– BrødCooperativet er et koncept, hvor vi tager brødsortimentet op til revurdering. Det faste sortiment bliver mere moderne så at sige. Vi vil følge med tidens strømninger med bl.a. mere sundt og mere ernæringsrigtigt brød, forklarer varehuschef Michael Christer Sørensen.

Caféområde
– En del af konceptet er også, at vi har indrettet et caféområde, hvor kunderne kan sætte sig og nyde en kop kaffe og brød. Vi har faceliftet hele forområdet med bl.a. en ny espressomaskine og nye kølere, så det bliver mere indbydende for kunderne.
– Og så drømmer vi om at give hele butikken en større makeover. Der er intet planlagt, men vi har da kigget lidt på, hvordan vi kan gøre Kvickly i
METROPOL endnu mere spændende, blandt
andet med bredere gange og flere små torve, hvor vi kan præsentere udvalgte varer bedre,
siger varehuschefen.

Udlært i COOP
Michael Christer Sørensen har været varehuschef i METROPOL ShoppingCenter i knap fire måneder. Han er udlært i COOP og bortset fra en kort afstikker har han arbejdet i koncernen i tæt ved 20 år, forskellige steder i Jylland. Han stammer egentlig fra Aarhus og har nu indrettet sig i en pendlerlejlighed i Hjørring.
– At drive et varehus i et center som METROPOL ShoppingCenter er selvfølgelig noget anderledes, end jeg er vant til, men jeg synes, at rammerne her i Hjørring er rigtig fine, og jeg synes, at vi har en god butik med op mod 70 dygtige medarbejdere, fastslår Michael Christer Sørensen.